Kategoriarkiv: Vandprøver

Lad vandhanen løbe!

Miljøstyrelsen anbefaler, at du lader vandhanen løbe, læs mere på mst.dk/natur-vand/vand-i-hverdagen/drikkevand/lad-vandhanen-loebe/. Det er ikke for at vandværket skal tjene flere penge, men for at sikre at du får rent vand. Du kan bruge vandet til at vande blomster med eller til at skylle de snavsede tallerkener.

Men Miljøministeren har besluttet, at vandværkerne skal tage vandprøver af det første vand fra vandhanen, uden at lade det løbe først. Det betyder, at vandværket skal udtage 2 prøver, hvor man tidligere kunne nøjes med en prøve. Så tager vi en prøve efter forskriften, og en prøve for at vise, at man skal huske at lade vandet løbe.

Det er sådan en beslutning fra ministerens side, som betyder at drikkevandet bliver dyrere, og det bliver sværere for dig som forbruger at gennemskue om  vandkvaliteten er god nok.

Hvis du ser på den første vandprøve som Skelby Vandværk udtaget efter de nye regler, så kan man godt se, at der er gammelt vand i hanen. Vandet er 13 °C varmt, og der er et kimtal (bakterie antal) på 1.000 pr. ml. Der er ingen colibakterier.

Men efter kort tid hvor hanen har løbet, så er temperaturen 7 °C, og kimtallet er 2 pr. ml.

Så gør som Miljøstyrelsen anbefaler: Lad vandet løbe til det er koldt, så er vandet også frisk.

Men vandværket må ikke gøre som Miljøstyrelsen anbefaler, vi bliver bare nødt til at betale for overflødige vandprøver, fordi miljø- og fødevareministeren har truffet en tåbelig beslutning, mod Miljøstyrelsens vejledning til forbrugerne.